Risiko og mod

Jeg er interesseret i hvordan man oplever risiko, og i hvordan man finder mod til at agere. For mig drejer det sig i iværksætteri-sammenhænge. Jeg beundrer de mennesker der tager modige beslutninger og lykkes. De der tager lige så modige beslutninger, men må gå fra hus og hjem beundrer jeg ikke så meget.

Jeg er ret god til iværksætteri. For mig er udfordringen at jeg nogen gange føler, at jeg skal regne en situation / mulighed / projekt / forretningside bedre ud før jeg tør at kaste mig ud i den. Det kan føre til apati hvor jeg ikke får gjort noget ved det, eller der kan bare gå så lang tid, at jeg muligheden er forpasset, når jeg endelig har besluttet mig for at køre på.

I øjeblikket er jeg i et godt flow. Jeg får nogle muligheder jeg siger nej til, men det er på et godt grundlag og skyldes ikke frygt eller en form for over-analyseren. Det skyldes i stedet at jeg enten ikke føler, at dem jeg skal arbejde sammen med er de rigtige, eller at timingen er rigtig eller, at det vil fylde for meget i forhold til de to projekter jeg bruger det meste af min tid på lige nu: Kurato og The Urban Farmer.

Anyhow, det jeg vil undersøge i det næste stykke tid er at finde ud af mere om de modige mennesker. Noget teori peger på, at man kan tale om to grundlæggende forskellige typer iværksættere: Potential Seekers og Risk Managers. Det giver ret god mening for mig, og jeg er klart i den sidste kategori. Mit projekt drejer sig om at interviewe 10 danske iværksættere omkring lige præcis mod og risiko. Jeg har brug for at lære af dem, blive inspireret til at blive mere modig og risikovillig, og det tror jeg at mange andre danskere også har. Hvordan kan vi finde måder at blive bedre til at kaste os ud i at gøre de drømme vi har til virkelighed? Uden nødvendigvis at risikere hus og hjem, så vi gør det på en måde, vi har det godt med?

Nogle af de iværksættere jeg har i kikkerten, og lavet aftaler med om interview, kunne nok trække sig tilbage nu, men udvider i stedet deres forretninger. Det synes jeg er rigtig fedt.

En smukkere og mere spiselig by

Jeg elsker at starte projekter og virksomheder, der bevæger ting i den rigtige retning.

I foråret oplevede jeg hvor givende det kan være, at have ting til at vokse på ens altan eller baggård. Jeg bliver rolig, glad og sund af det. Samtidig oplevede jeg at det, at bo i København og skulle skaffe planter og tilbehør til min gård er svært. Plantecentrene er organiseret ud fra en industri-tankegang og med et klientel for øje, der er mine forældres generation: meget af det man kan købe er sprøjtede planter, der er fokus på pris, det er svært at få viden, og produkterne er egnet til haver på 50m2 og større – ikke altaner på 1m2 eller baggårde på 10m2.

Udover at plantecentrene rent brandmæssigt og idemæssigt ikke har den store appel til mig, ligger plantecentrene også fysisk langt væk. Man skal med bil ud til forstæderne for at købe planter og udstyr.

Ud fra gik jeg i sommer i gang med at lave tegningen til en butik til mennesker der bor i København, der gerne vil gøre deres eget hjem, men også byen, mere smuk og spiselig.  det skal være urbant, tilgængeligt og med gratis levering. Det skal være nemt at få viden og rådgivning. Produkterne skal gerne være smukke i sig selv, gerne i nordisk design, og være lavet i ordentlige materialer. Planter og frø skal egne sig til det nordiske klima og specifikt til altaner.

Den er den Mie og jeg åbner i februar måned.

Leveringsgebyr

Som sagt har jeg forsøgt at finde ud af, hvordan vi arbejder bevidst med prissætningen i Kurato og The Urban Farmer. Jeg tror vi er kommet frem til hvordan vi vil arbejde med det i et hjørne af The Urban Farmer. Der skal nok komme flere hjørner, men det her er en god start:

Vi bringer varer ud om lørdagen i postnumrene 1000 – 2500. Det er gratis uanset hvilken mængde man køber. Varerne der bliver leveret lørdag er blevet bestilt i mellem forrige fredag (otte dage forinden) efter kl 16 og frem til dagen før vi leverer, altså den følgende fredag, før kl 16. Det betyder at Mie og jeg får travlt med ladcykler og måske biler. Hvis man har brug for at få sine varer ud før det, koster det 150 kr med dag-til-dag levering (PostDanmark eller os selv). Haster det utrolig meget, kan vi levere ud hvor som helst i København (1000 – 2500) for 200 – 250 kr inden for tre timer.

Jeg synes den leveringsstruktur er både god, fair, serviceminded og lidt sjov. Man kan få det præcis som man vil have det, men også på en måde, hvor vi får en struktur i det, der kan komme til at fungere for os.

Involvering af brugere i Kurato

Som sagt er noget af det der står i Dan Arielys bog det, at man værdsætter ting mere, hvis man har arbejdet lidt for, at de blev til noget. Eksempelvis nyder man sin reol fra IKEA mere, end en tilsvarende reol, som man ikke selv har brugt en times tid på at samle. Det skaber altså et bånd, hvis man har investeret noget af sig selv i, at få det til at blive til noget.

Det har givet mig noget at tænke over i forhold til Kurato. Vi har ind til videre lavet udstillinger hos privatpersoner og virksomheder med den forretningsmodel, at vores virksomhed har fået 20 – 30% af værdien, af de kunstværker der er blevet solgt. Normale gallerier tager 40 – 60%, og vi har derfor en model for, hvordan vi kan give kunstnerne mere. Vi tager altså halvdelen eller en tredjedel af hvad de mere statiske gallerier tager. Det er rigtig fedt. Samtidig er det ikke en model der gør, at Kurato’s økonomi lader noget tilbage at ønske sig. En af de måder vi kommer til at ændre det på er ved, at vi begynder at tage penge for, at sætte udstillinger op hos virksomheder. Det bliver stadig på et niveau hvor vores timeløn er til at overse, men samtidig hvor vi anerkender, at vi skaber værdi for virksomhederne igennem at

  • Vi forskønner deres lokaler, og det bliver et bedre arbejdsklima
  • Virksomhederne laver en fernisering, der giver dem mulighed for at vise sig frem for potentielle arbejdstagere, kunder, samarbejdspartnere og giver en god oplevelse for deres ansatte.
  • Der bliver skabt noget goodwill for virksomheden fordi den hjælper kunstnere, typisk i vækstlaget, på vej.

Fra 23 udstillingen

fra 23 udstillingen, 2

Udstillingerne kan laves for ned til et par tusinde kroner, og andre koster mere. Generelt er prismodellen sådan, at jo mere vi skal stå for, desto mere koster det. Indblikket Ariely har givet mig, har mindet mig om det jeg egentlig godt ved: folk skal involveres. Hvis vi laver en model hvor vi laver alt arbejdet, og virksomheden og menneskerne deri bare får en udstilling, mister vi muligheden for at skabe det følelsesmæssige bånd mellem brugerne og kunsten. Konsekvensen vil kunne være, at nydelsen ved kunsten bliver mindre, og derfor at oplevelsen af vores produkt bliver dårligere. Det tror jeg, at vi skal være opmærksomme på.

Jeg har derfor et par tanker om hvordan vi kan håndtere det. Vi skal finde måder at involvere folk på, uden at det bliver for ressourcekrævende. Jeg kan se et par måneder vi kan gøre det på:

  • Vi kan tage et par af deres folk med ind i kurateringen af udstillingen. Altså at de er med til at vælge hvilke værker der skal op. Vi kan tale med dem om hvilke overvejelser vi har i forhold til farver, type af værk osv. De kan give deres besyv med. Det er den mindst krævende udgave, hvor vi stadig får et vist niveau af involvering, som jeg tror er vigtigt.
  • Lidt mere tidskrævende for brugerne: vi kan lade dem være med til at kuratere og sætte udstillingen op. Lidt ligesom på 23. Det vil bare kræve mere tid af dem, og vi skal sørge for, at det bliver på en måde, der fungerer for dem. Jeg tror at det kan have en stærk social effekt, hvis flere fra virksomheden er sammen om det. Det kan være, at vi skal tale om det som en mulig model. Det er ikke noget, der gør det billigere, men kan for nogle virksomheder være noget, der skaber mere værdi for dem.
  • Selve ferniseringen kan være arrangeret af nogen fra virksomheden. Det tror jeg også kan involvere og give en tilfredsstillelse dem, der har været med til at arrangere den.

 

The Upside of Irrationality

Jeg har læst en anden bog af Dan Ariely der gjorde, at jeg fik lyst til at læse noget mere af ham. Han har nogle spændende vinkler på hvordan og hvorfor folk handler irrationelt. Han forklarer tingene klart og med mange eksemplarer. Selvom jeg holder meget af cases, synes jeg at hans bøger er for langtrukne. De kunne godt være halvt så lange, og stadig give læseren den samme information. Det til trods kan jeg anbefale The Upside of Irrationality.

The IKEA effect

Vi værdsætter ting højere, når vi har taget del i at skabe dem. Det kan være møblet fra IKEA vi har samlet (med noget besvær) og det kan være fixien som vi har designet og skiftet sadel, dæk og støttefod på, for at den blev helt rigtig. De ting værdsætter vi ganske enkelt mere, end de helt samme, som vi ikke selv har lavet: Et andet skab, der for andre ville have samme look og lækkerhedsfaktor, en anden cykel der også ville være på samme niveau. Den værdsættelse betyder også, at vi sætter en monetær værdi der er højere end den andre vil sætte.

Det bekræfter jo noget, man godt allerede ved: hvis man har samlet sin cykel, klippet sin hæk, bygget sit drivhus, repareret opvaskemaskinen – da er der virkelig god chance for, at man bliver gladere for de ting, end hvis man havde købt sig til, at andre gjorde det for en.

For min tanke om Kurato og The Urban Farmer gør det også noget. Et af de produkter vi vil lancere er en Grow Box. Det er en selvvandingskasse – en såkaldt kapilærkasse – man kun kan købe i USA. Den pendant der er i Danmark er grim. Til gengæld er selvvandingskasser super smarte. Strukturen er en firkantet kasse, der sidder i en større firkantet kasse. Den store kasse er et vandreservoir, som planterne, der vokser i den lille kasse, bliver vandet fra, når de mangler. Det har den oplagte fordel at planterne ikke (nær så nemt) visner af tørst, men faktisk også, at de ikke drukner eller skaber vandede / smagløse afgrøder ved overvanding. Anyhow, vi vil bestille en del af de kasser hjem fra USA. De er dyre, fragten er dyr, der er importtold og det er bøvlet. Hvis vi skulle sælge dem og tjene på det, ville de blive dyre. Vi har derfor valgt at leje dem ud på månedsbasis. Enten tomme eller på en abonnementsordning, hvor man får en ny kasse, med sæsones planter, leveret til døren. Man kan altså bytte sin kasse ganske gratis, når man ønsker det. Vi sørger for alt: vi putter jord, gødning og planter i og leverer dem som færdige pakker til kunderne. Alle vores andre produkter bliver solgt på normal vis: man køber sine potter og krukker, planter og jord, og sørger selv for hele processen. Det jeg glæder mig meget til at se er, om vi kan se tegn på, at Ariely’s teori holder også i den her sammenhæng: at de der har totalløsningen med selvvandingskasserne på abonnementsordning, vil holde mindre af kasserne, afgrøderne og planterne end de, der har lejet de samme kasser, men tomme? De har nemlig selv skulle “skabe” kasserne for at få dem til at lykkes.

 

Entrepreneur Revolution

En af de bøger jeg har lært en masse af, i løbet af de sidste par måneder er Entrepreneur Revolution af Daniel Priestley. Han peger på det store skifte der er sket med internettet. Han mener, at vi kun har set toppen af isbjerget i forhold til, hvad det kommer til at betyde for virksomheder og iværksætteri. Priestley mener, at det er forsinkelser på 20 – 30 år fra en teknologi er blevet bredt tilgængelig, til dens konsekvenser i kommerciel sammenhæng er klar og tydelig, og at der er tre bølger der tilsammen vil skabe nogle store forandringer: 1) Google der i slut 90′erne gjorde det muligt at finde rundt på nettet, 2) sociale medier der fra midten af nullerne demokratiserede viden på en måde, der gjorde det muligt for mennesker med fælles interesser nemmere at koble med hinanden. Derudover 3), skyen, cloud computing, der gør at folk kan arbejde og handle hvor som helst i verden. Man kan arbejde hjemmefra eller fra sin arbejdsplads – det gør ingen forskel. Det kommercielle potentiale vil vise sig, og udvikle sig, hen i mod 2020 og 2030.

For min del kan jeg se hvad han siger. Internettet gør det muligt for mig at være involveret i Kurato og The Urban Farmer, der begge har med fysiske produkter at gøre, og det uden at have en butik. Mie og jeg arbejder halvdelen af tiden fra spisebordet i hendes hus på Amager og den anden halvdel samme sted hos mig på Østerbro. Lasse, Astri og jeg arbejder med Kurato fra Astri’s spisebord – og snart i kontorfællesskabet The Rabbit Hole – så på den måde, er erstatningen for butikker for vores vedkommende ganske enkelt vores hjem og spiseborde. Jeg lavede et udkast for hvad det ville koste, hvis The Urban Farmer skulle have været en fysisk butik. Det ville have tredoblet vores omkostninger. Et er huslejen, noget andet er investering i kasseapparat, Dankortmaskine, hyldesystemer og indretning generelt. Derudover kommer der depositum der kan blive spist af istandsættelse / reetablering når man flytter. Og så er man bundet til et fysisk sted, eller også skal man investere i personale, i stedet for at kunne være der hvor man skaber mest værdi for virksomheden – omdeling af flyers, receptioner, messer, møder, kundebesøg osv.

Priestly har et begreb som jeg godt kan lide: Small Global Businesses. Det er små virksomheder, typisk med færre end 20 ansatte, der formår at handle med kunder over hele verden. Det vil være ikke-fysiske produkter, fx software, og specialiserede eller unikke produkter, der bliver fragtet til alle dele af verden. Det betyder også, at der kommer et skridt væk fra, at en lille virksomhed ofte vil være en lokal virksomhed til, at den lille virksomhed har en dyb penetrering af et marked. Her vil man gå et skridt længere fra fra industri-tankegangen omkring organiseringen af arbejde: nu skal man brænde for det man arbejder med; hvor meget man arbejder er ikke det der bliver målt på, det er i stedet hvordan man performer. Folk arbejder hjemmefra, fra forskellige steder på kloden, i forskellige tidszoner.

Det er en kompakt bog der breder sig over, at motivere til at kaste sig ud i iværksætteri til at tale om, hvad det er der gør at nogle iværksættere lykkes mens andre ikke gør. Noget af det der gør en forskel er held, omdømme og vitalitet. Det synes jeg giver god mening, og det er egentlig også rart at tænke på. Jeg ved at jeg kan gøre en masse med de projekter jeg er med i, men der skal held til, hvis de skal blive succesfulde.

Priestly har en model jeg synes er super go. Den drejer sig grundlæggende om at overveje hvilke af ens produkter der skal skabe forskellige ting for en. Det kan være markedsføring, tilbyde det forsigtige, uforpligtende køb, kerneydelsen og de associerede produkter. Den ser sådan ud:Billede til Priestly - model

  • Gifts er gaver man giver gratis væk. Målet er markedsføring. For The Urban Farmer kan jeg forestille mig produkter som viden, frø og måske planter til nogle udvalgte mennesker. Hvis vi har givet gaver ud, der har skabt værdi for modtageren, og gjort det på en lækker måde, bør det medføre, at en del modtagerne bliver konverteret til at blive kunder hos os.
  • P4P’s = Products for Prospects. Det er produkter der er målrettet mennesker, der er interesserede i det man laver, men som ikke er klar til at bruge en ressourcer endnu. For The Urban Farmer kan det være vores struktur, hvor vi leverer alle produkter, uanset mængde, gratis til kunden. Det vil sige, at man kan købe en pose frø eller en plante til 20 – 30 kroner inklusiv fragt, uden at skulle forpligte flere penge end det. Formålet med det er både at spare udgiften til PostDanmark væk, men i endnu højere grad at Mie og jeg kommer ud og er i kontakt med vores potentielle kunder. Det er der, at vi kan få etableret relationer. Nu er dialogen med den potentielle kunde startet og kan medføre salg af kerneprodukter.
  • Core er selvfølgelig kerneprodukterne. Her skal man tjene penge – ellers er man ikke økonomisk bæredygtig. For The Urban Farmer er kerneprodukterne langt de fleste af vores produkter. Altså potter, kasser, planter, værktøj. Udover at vi skal tjene på salgene, skal en del af salgene også medføre at vi får koblet serviceprodukter på. Nemlig “LNS”:
  • LNS = A Logical Next Step. Det er de associerede produkter man kan sælge, i kraft af at have solgt nogle af de andre produkter. Det skal være noget der generer overskud. For The Urban Farmer forestiller jeg mig, at det kan blive kurser i havebrug, konsultationer af gartnere og meget andet.

Udover at modellen har været super nem og relevant at overføre til det jeg arbejder med, kan jeg også se, hvordan andre virksomheder kan mangle det. Der er specielt nogle opstartsvirksomheder hvor der er et eller to produkter. De er egentlig meget fede, men koster hhv 200 og 500 kr. Det er en del. Jeg tror at når jeg har handlet på en hjemmeside en gang, er det så meget nemmere at komme tilbage og lave handel nummer to.  Og det er nemmere at lave den første handel, når man har fundet ud af, at virksomheden overhoved eksisterer..

Det sidste punkt jeg vil fremhæve, som Priestly taler om er noget, der har koblet meget ind i de tanker jeg har gjort mig om The Urban Farmer. Det ligger også tæt op af The Golden Circle af Simon Sinek hvor han taler om, at vi som forbrugere ikke køber hvad virksomheder laver, men fordi de laver det de laver. Det kobler tæt tilbage til, at virksomheder gerne skal have et formål der er større end bare at tjene penge, og nogle værdier der virker som ledetråde, særligt når der er svære beslutninger der skal træffes. Min mening, og her støtter jeg mig lidt op af Priestly, er at vi gerne vil fortælle hinanden historier, og at det skaber mening for os. Det er det store billede, drømmen, det sjove, det spændende, der er vigtigt. Det er ikke delelementer men det de sammen udgør. Hvis man kigger på de gamle, trætte havecentre rundt omkring, så er deres fokus ofte på pris og delelementerne. The Urban Farmer drejer sig om drømmen, passionen, det vi prøver at skabe. Delelementerne (planter, potterne) er bare ting der skal hjælpe os til at lykkes med drømmen (at have en smuk altan, og lave en salat med peberfrugt, tomater, agurk og aubergine man selv har groet). Jeg tror at det er et vigtigt skridt væk fra industri-tankegangen til en mere passionsdrevet tid vi lever i.

 

 

 

 

 

Michael

 

Michael startede efter Fabriken en virksomhed med Christian Dyhr der hedder Hele Vejen. På Fabriken lavede han mange ting, blandt andet var han resident DJ under navnet Bang Bang Club. De vil nok kalde det noget andet, men jeg mener at det er et grafisk bureau. De laver grafiske identiteter og kampagner. Det de laver er fedt. Jeg har selv brugt dem til et projekt og en virksomhed. I øjeblikket er de ved at lave den grafiske identitet til The Urban Farmer. Det bliver urbant og en modsætning til de traditionelle havecentre. Der findes rigtig meget fedt, urbant grafik, blandt andet tagtomat og Bybi.

 

Cofoco

Jeg synes Cofoco gør det godt. Jeg beundrer deres mod og risikovillighed. Nogle somre, omkring industriferien, hvor jeg tror, at der er dårlig belægning på restauranterne, har de leget med dynamisk prissætning. Man kunne købe plads med tre-retters menu på restauranterne til priser ned til en tredjedel af normalpriserne. Jo mindre attraktiv en restaurant og tidspunkt (fx restauranten Spuntino kl 17 en tirsdag aften) desto billigere. Jeg synes det er helt rigtig tænkt, og kunne godt tænke mig at vide, hvordan det økonomiske resultat blev – på kort og lang sigt: drak folk nok vin til, at man kunne få det til at hænge sammen? Fik man introduceret nye kunder til restauranterne, der så er vendt tilbage senere hen? Eller har man i stedet kannibaliseret sit eksisterende kundegrundlag, der så har spist det mad de alligevel ville have spist, til en lavere pris end de var indstillede på? Og har det gjort noget ved kundernes opfattelse af prisniveauet, at de har oplevet at spise der til en lavere pris en normalprisen?

Meatball Sundae

Egentlig synes jeg, at Seth Godin er ret træls. Det er et og andet ved ham, som appellerer meget lidt til mig.

Til gengæld synes jeg godt om hans bog fra 2007 der hedder Meatball Sundae. Den er tilgængelig, altså både lidt poppet men også brugbar og nem at forstå. Det er egentlig en form jeg synes er fin. Tingene bliver ikke overkomplicerede og er nemme at overføre til det man arbejder med.

Den grundlæggende præmis i bogen er, at der findes virksomheder der er organiseret efter, at man kan købe sig til opmærksomhed hos “masserne” der vil medføre salg af ens gennemsnitlige produkt. Internettet har ændret markedsføringslandskabet. Det nye landskab er, at man bliver nødt til at kommunikere med folk på en måde, der ikke føler det som en irritation, et afbrud, noget generende. Det kræver at man skal fokusere på meget mindre grupper end TV-spots, og i stedet lade brugerne kommunikere med hinanden og selv at have en åben og ærlig dialog.

Troværdighed, autencitet: Der er mange elementer der gør sig gældende: der er ikke længere den samme magt hos nøglepersoner hos nyhedsbureauerne i forhold til, at få kommunikeret ting ud som tidligere. Der er bloggere, der er kommentarfelter, der er tråde som folk kan udtrykke frustration og utilfredshed igennem. Det betyder også, at det bliver sværere at tale med to tunger – at sige noget til nogen og noget andet til andre. Der bliver nødt til at være en konsistens i det man laver og det man siger – ellers bliver det gennemskuet af kunderne.

Seth Godin peger på noget af det, jeg også selv har tænkt på: man modtager en nyhedsmail fra et selskab. Afsenderen hedder typisk noget i retning af “noreply@xx”. Jeg synes det er vildt underligt at man laver en struktur der gør, at man undgår at folk skriver tilbage. Det kan være med spørgsmål, interesse, ønsker, klager. Er det ikke den form for interaktion man ellers betaler i dyre domme for at opnå?

Der er et punkt som jeg ikke er enig med ham i: han mener at der er sket et skifte i hvad der er knappe ressourcer. En del er jeg enig i, men et vigtigt punkt synes jeg, at han rammer forkert omkring. Han siger at det tidligere var sådan, at vi havde masser af “spare time”. At det ikke var en knap ressource, men at det er det nu. Det tror jeg ikke på. Jeg tror på at meget har ændret sig, men egentlig ikke, at der er sket store ændringer i hvor travle vi er.

Der er meget mere at sige om bogen. Generelt synes jeg at den er læseværdig, og den kan klares på en dag eller to.

 

Kurato

Kurato billede fra forsidenSammen med to andre Kaospiloter, Lasse og Astri, er jeg medejer af Kurato. Det var Astri’s afgangsprojekt fra Kaospiloterne, sidenhen er Lasse (der også er med til at lave kunstnerhuset Heima på Island) kommet med i projektet, og for nogle måneder siden kom jeg med.

Vores mission er at få mere kunst ud til flere mennesker i Danmark. Der er rigtig meget god kunst, men der mangler kapacitet i forhold til at vise det. At få sin kunst vist på et galleri kræver held og kontakter. Og nogle siger, at det ofte er de samme kunstnere der bliver præsenteret gang efter gang. Det vil vi gerne udfordre.  Vores måde at gøre det på er ved, at lave udstillinger hos privatpersoner, hos virksomheder og offentlige organisationer.

Min blog